Lapinette collies har til huse i det ydre Tårnby på Amager. Vi bor i et lille træhus -  blandt bondegårde, med Amager Fælled om hjørnet - og med talrige strande at trave tynde.

Mennesket bag hedder Nette. Jeg er årgang 1973 og vi har to børn, som også er vældigt aktive med hundene. Jeg har været klassisk musiker hos Danmarks Radio siden min spæde ungdom. Startede meget tidligt, men har senere her i livet fået mulighed for at sadle helt om og arbejde med hvad jeg brænder for - nemlig hunde.

Der bor 7 collies i familien nu, hvilket egentlig er lidt mere end ønsket. Men da 3 af dem er lige omkring 9 år og jeg gerne vil have mindst 2 aktive træningshunde, har jeg valgt at beholde en hvalp fra seneste kuld.

Hundene er en del af familien, bor sammen med os  - og det er ofte dem, som nupper sofaen først :-)

Min helt store interesse, er at træne med hundene. Vi træner primært lydighed og rallylydighed, og det meste af sommeren er vi at finde på diverse prøvebaner i week-enderne. Den kontakt man får med sin hund ved at arbejde med den, er noget helt særligt, som jeg ikke vil være foruden. At bo med sådan en hundeflok er også en livstil, som jeg ligeledes ikke vil være foruden. D.

I 2007 fik jeg kennelmærket Lapinette´s. Min ambition er at opdrætte smukke collies af klassiske linier, som er velegnede til hvad man måtte ønske. Da collien fra "gammel tid" har ry for at kunne være lidt nervøs i det, bruger jeg alle forhåndenværende midler til at undgå dette. De hunde, som kommer i avl her i huset, er mentalbeskrevet gennem DKK/SKK, så jeg er sikker på de hunde der kommer i avl, er skudfaste og bare ryster tingene af sig. Det SKAL være hunde man kan tage med sig alle vegne. Som er nysgerrige og synes verden er et fedt sted at være :)

Da jeg selv træner med mine hunde, ønsker jeg deres samarbejdsvilje er stor - og at de er lettrænede.

Sundheden skal selvfølgelig også være i top, og derfor er jeg rigtig glad for at hvalpekøberne her i huset er så søde til at få HD fotograferet deres hunde - og mange har også gået UHM med dem. Det er værdifuld viden, som gør jeg bedre kan gøre mig endnu mere umage fremover. 

Derudover lægger jeg stor vægt på hundenes samarbejdsvilje og drifter. Igen er stort set alle hvalpe af huset instinkt-testet på får - vigtigt at se, om de har de egenskaber racen er avlet til oprindeligt. Det er en balancegang - for ønsket om selvstændige, stærke hunde skal gerne balancere med de også vil samarbejde med deres fører. Samvær med Lapinettehvalpe og deres ejere er ligeledes en stor del af "hundelivet" , som jeg nyder meget.

Vi har max. 1 kuld årligt - for det er et stort arbejde, og prægning m.m. har jeg mange ambitioner om, skal være helt i top. Derudover følger jeg kuldene intenst i deres første år - og det skal der være tid til!

Mvh.
Nette Stormlund